 |
|
|
Hvilke emner skal I tale om?
Noget af det vigtigste ved samtalen er, at I sammen finder ud af, om der er noget på arbejdspladsen, der kan ændres, så du nemmere, og måske gradvist, kan komme tilbage på jobbet.
Når du forbereder dig på samtalen, er det derfor en god idé, at du skriver alle de ting ned, som, du mener, kan være et problem for at vende tilbage. Tunge løft, for stressende hverdag, mobning, for meget støj – alt hvad du kan komme i tanke om. Sæt dig også ind i fraværspolitikken på dit arbejde og spørg evt. din tillidsrepræsentant. Tillidsrepræsentanten kan også give dig råd om, hvad du kan forberede til samtalen.
Når du og din leder mødes, er det praktisk, at I bliver enige om, hvad der skal ske under mødet. Her er en række oplagte emner, I kan komme ind på:
- Hvordan er udsigten til, at du kan komme tilbage – evt. gradvist?
- Hvad kan din arbejdsplads gøre for at hjælpe?
- Skal der ske ændringer ved jobbet/arbejdspladsen?
- Hvad skal der ske nu (hvem gør hvad, og hvornår)?
- Skal I mødes igen, og hvornår?
Gå hvert punkt igennem og sørg for, at du får sagt alt det, du gerne vil sige. Vær ikke bange for at komme med kritik og forslag. Skriv evt. et referat af, hvad I aftaler. |
|
|
|